Der er nogle meget underlige, specifikke og ofte irriterende personlighedstræk, som du udvikler, hvis du er vokset op i et dysfunktionelt hjem. Når du ved, hvad du skal kigge efter, kan du meget nemmere arbejde med dem i dig selv.
(Artiklen er inspireret af et indlæg af John Cheese om konsekvenserne af en opvækst i et dysfunktionelt hjem)

5. Løgnen bliver den nye virkelighed

Kender du typen:

Personen på skolen eller arbejdet, der altid kan slå alt, hvad du siger. Du fortæller ham, at du lige har lært, hvordan man skifter olie på bilen, og han svarer med “Ja, det lærte jeg, da jeg var 4. I dag kunne jeg deltage i Formel 1, hvis jeg ville” Eller han fortæller dig historien om, hvordan han er blevet udsat for røveri ved en dankortautomat, så han måtte bruge sine kampsports færdigheder til at afvæbne og pågribe de tre overfaldsmænd. Han fortæller med stor overbevisning – det er tydeligt, at han selv tror på det.

Sådan sker det:

Jeg har tidligere talt om det på min blog, fordi det var en del af min beslutning for nogle år siden at være ethundrede procent ærlig og åben. Jeg plejede at være en løgner. Bare rolig, jeg har konfronteret og behandlet dette tema, men fra min tidlige barndom og langt ind i voksenalderen, løj jeg om absolut alt. Store ting og stupide småting, der ikke engang krævede en løgn for at beskytte mig selv eller en anden – en løgn uden et formål. Ting som hvad jeg havde spist eller mit uddannelsesniveau. Jeg kunne påstå at kunne spille visse instrumenter når jeg snakkede med mennesker, som hverken kendte mig eller var interesserede i hvad jeg kan spille.
Det var først da jeg begyndte at undersøge og arbejde målrettet med konsekvenserne af en opvækst i dysfunktionelle familier, at jeg indså, at dette er et fælles træk blandt mennesker, der har levet med forældre med misbrug eller oplevet omsorgssvigt.
– Mette

Det starter med hvad barnet oplever – for eksempel forældre eller søskende, der siger: “Nej, jeg er ikke beruset! Jeg er bare træt efter en lang dag!” – og du begynder selv at bruge det som et redskab: “Ja, jeg har lavet alle mine lektier. Må jeg gå ud og lege nu?”

Til sidst bliver det så indgroet, at det at lyve bliver mere komfortabelt end at fortælle sandheden. Så det at fortælle sandheden begynder at få en til at føle sig utilpas – på samme måde som løgne føles ubehagelige for normale, sunde mennesker. Hos mange mennesker, der er vokset op i en dysfunktionel familie, har løgn og ærlighed bogstaveligt talt byttet plads på deres moralske kompas. Før de ved af det, siger de det der ikke er sandt, og stopper ikke engang op for at spørge sig selv hvorfor. “Indtil videre, har jeg haft sex med 21 kvinder. Altså i den her måned.” Deres løgne kan være sådan nogle helt vilde nogen, men de kan også være små ligegyldige løgne.

Løgnen bliver sandhed

Løgnen bliver sandhed

De gør det ikke for at være onde. Der er ingen ond hensigt bag det. Men det er så svært at ikke tænke på dem som manipulerende og syge mennesker, som kun er ude på at gøre dig forvirret og usikker. I virkeligheden, er det en forsvarsmekanisme, de har lært at udnytte for at undgå at andre kommer for tæt på, men også de uhyggelige konsekvenser af smertelige oplevelser. “Hvis jeg siger til mor, at jeg ødelagde min briller, bliver hun vred og råber af mig. Jeg siger bare til hende, at en fremmed bølle gjorde det.” Eller de søger den ros og respekt, at de aldrig fik mens de voksede op. “Når jeg fortæller folk, jeg har sort bælte i taekwondo, virker de imponerede, og det føles fantastisk. Klart, at de er bange for mig: hvis de ikke viser mig respekt, sparker jeg deres hoved af. “

4. De mangler evnen til at afslutte projekter

Kender du typen:
Ham, der fortæller dig om et projekt han har sat i søen: ”Det bliver så stort. Og vi har allerede 5 sponsorer med – blandt andet Microsoft. I morgen skal jeg finde ud af hvordan vi kommer på Børsen!” Så hører du aldrig om det igen. Når du spørger ham, hvad der er sket med projektet, fortæller han dig, at han fik travlt eller besluttede, at han ikke kunne lide idéen alligevel, så han skrottede det hele. En uge senere viser han dig begyndelsen til et andet projekt, der er dømt til aldrig at blive gjort færdigt.

Sådan sker det:
Naturligvis er der masser af mennesker derude, der er dovne eller bare har svært ved at holde opmærksomheden på et projekt i længere tid. Men deres grunde til at stoppe et projekt kan enten være fordi de blev forhindret eller de indså, hvor meget arbejde der ville være involveret, og droppede det helt bevidst.

Hvis jeg havde afsluttet alle de noveller og romaner, jeg har startet i løbet af de sidste 20 år, ville jeg have penge nok til at gå på pension, baseret på det salg alene.
– Mette

Det viser sig, at det er temmelig udbredt blandt børn, der kommer fra dysfunktionelle familier, fordi de i barndommen manglede den instruktion og motivation, der er let tilgængelig i en normal, sund families miljø.

I en normal familie, når et barn har en hobby eller har lektier for, så hjælper den voksne som oftest til og fungerer som en slags lærer. De er der til at påpege, hvorfor du har brug for at tilføje lim her, før du banker et søm ind der, eller hvorfor du skal lave dine matematikopgave stedet for at sige “Jeg gider ikke, opgaven er dum”. Selv hvis de ikke direkte instruerer, kan barnet se den voksne have og færdiggøre deres egne små og store projekter, og de kan stille spørgsmål undervejs. Far siger for eksempel, at han går ud og slår græsset på søndag og når det bliver søndag, går han rent faktisk ud og slår græsset. Uanset hvad, sker der en slags uddannelse – som ofte ikke er der i den dysfunktionelle familie.
Så barnet lærer, at det at sætte noget i gang er temmelig let. Men når de oplever modgang, giver de op, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre for at overvinde forhindringer. De føler, at de har fejlet før de selv når halvvejs. Men lige så skadeligt er fraværet af motivation og støtte. For eksempel i en sund familie: Barnet er midt i en lerskulptur af en holder formet som en giraf. Barnet viser det til far eller mor, der kigger på det og siger: “Åh, det ser godt ud. Bliv ved, det er lige sådan en jeg mangler til mine kaffeskeer i køkkenet!” Barnet bliver rost for sin kreativitet, og bliver motiveret til at afslutte projektet.

I en dysfunktionel familie, er barnet heldigt, hvis skulpturen får et hurtigt blik væk fra TV’et, efterfulgt af, “Kan du ikke se jeg er midt i noget vigtigt? Jeg kigger på det senere.” Det sker bare ikke.

3. De bliver overansvarlige (eller katastrofalt uansvarlige)

Kender du typen:
Det er den ven, der bliver kanon sur, når du kommer fire minutter for sent til noget trivielt som at gå på café. Det kan gå så vidt som at blive lidt tvangsmæssigt, som at ting i hjemmet har deres plads, og de skal sættes tilbage på nøjagtig det sted, når du er færdig med at bruge dem. Regninger kan aldrig betales for sent under nogen omstændigheder. Alle andre mennesker i verden skal ordnes og sørges for først, før de selv kommer i betragtning – hvis de nogensinde kommer i betragtning.

I den modsatte ende af skalaen, har du en person der minder om en sæk kartofler, der bare sover på venners sofaer, indtil de sparker ham ud. Så finder han en ny sofa, gentager processen mens han giver udtryk for, at verden er ude efter ham. Livet er noget møg, serveret på en tallerken, der er lavet af lort. Og det er ikke noget han selv kan ændre på – det er han overbevist om.

Sådan sker det:
Der er sjældent nogen gylden middelvej for mennesker, der har været igennem en opvækst i en dysfunktionel familie. I mange tilfælde ender børnene med at tage forældrenes rolle på grund af omsorgssvigt fra den ene eller begge forældre. De lærer fra en tidlig alder at klare sig selv, komme til og fra skole på egen hånd, lave lektier uden hjælp eller vejledning … og ofte er den eneste hjælp de får på ethvert område fra ældre søskende, der har lært sig selv disse færdigheder – hvis de har søskende. Det skaber børn, der tager det ansvar, en voksen skulle have, og det synes helt normalt for dem. “Hvor er min dokumentmappe? Jeg har et forældremøde, hvor jeg skal tale med mine lærere om mig selv.”

For eksempel troede jeg som barn, at det hed forældremøde, fordi der skulle være en forælder tilstede ved et møde mellem læreren og mig. Og jeg blev lidt småirriteret, hvis min berusede mor blandede sig i samtalen mellem læreren og mig.
– Mette

Når de bevæger sig ud i livet, er den positive side, at de er fuldt uddannet til at tage det virkelige liv på sig. Ulempen er, at de ofte bliver tvangsprægede i forhold til deres ansvar, og ender med at give dette videre til deres børn, efter nogenlunde samme metode som deres forældre brugte. De ser det ikke som forsømmelse – ofte ser de det simpelthen som en undervisningsmetode.

Medmindre der sker noget som provokerer åbenbaringen om, at barndommen måske ikke var så god alligevel, føles denne måde at anskue verden på, helt normalt for dem. Det kan være supersvært at indse, hvis du er i den ansvarlige ende af spektret.

I den anden ende er der de mennesker, der som børn forsøgte at gøre alt for at behage deres forældre, men indså, at kampen var forgæves. Så de gav simpelthen op på grund af følelsesmæssig udmattelse.
Desværre, er “Fuck det, jeg er færdig” attituden er ikke en engangs-forekommende attitude. Ligesom resten af personlighedstrækkene i denne artikel, bliver det til en vane. Det bliver en indgroet adfærd. En næsten uadskillelig del af personligheden.

Disse mennesker nægter at tage arbejde (det er for hårdt, svært, langt væk, dårlig løn eller lignende) eller får konstant jobs og stopper med dem igen. De forsømmer alt – pligter, relationer og regninger.

Jeg har været igennem begge disse træk, både de overansvarlige og de uansvarlige og min erfaring er, at det at finde en gylden middelvej er som faldskærmsudspring ind i et fremmed land uden at kende skikke eller sprog og forsøge at bygge et liv der. Men uden at bede om hjælp. Det skal se ud som om man har styr på det. Det er hårdt og det er dumt.
– Mette

2. De dømmer sig selv uden nåde

Kender du typen:
De siger undskyld før der overhovedet er noget eller nogen der har konstateret, at der er noget galt. De går automatisk ud fra, at hvis nogen er utilfredse, så er det dem de er utilfredse med. Hvis en fejl begås, er det nok en fejl begået af dem – også selvom de ikke lige kan se hvordan. Selv hvis det overhovedet ikke giver mening. De slår konstant sig selv i hovedet over små fejl og fejltrin, som de fleste af os ville trække på skuldrene af.

Sådan sker det:
Man skulle tro, at voksne børn af dysfunktionelle familier ville fremstille sig selv som ofre. Konstant forventer eller ønsker de sympati og forsikring om, at de er specielle og elsket. “Du må have ondt af mig! Min far ikke elskede mig nok!”
Det sker også, men det har vist sig, at oftere er det modsatte tilfældet. De har en tendens til at dømme sig selv ekstremt meget hårdere end andre mennesker. I mange tilfælde skyldes det, at da de voksede op, var konsekvenserne af fejl temmelig dystre. De skulle ikke få dårlige karakterer, lave fejl, være i dårligt humør eller udtrykke følelser. Hvis de gjorde, blev det mødt med eksplosive negative reaktioner, der gjorde det temmelig klart, at disse ting var uønskede. De får signaler om, at det er hvad svage mennesker gør. De får lært, at fejl er det værste et menneske kan gøre – det er utilgiveligt – hver gang.

Og selvom sympati og empati generelt gør, at vi afstår fra at give andre mennesker negativ feedback, når de gør fejl, gør vi det stik modsatte med os selv, går amok og slår os selv i hovedet over situationen. Vi kan ikke ignorere det. Det føles bare naturligt, at hvis du ikke lever op til dine egne eller en andens forventninger og normer, fortjener du at få din røv ristet. Og da andre sjældent gør det, kan det lige så godt være mig. Og mærkeligt nok, på grund af alt det ovenstående …

1. De bliver overfølsomme

Kender du typen:
Du kommer hjem fra arbejde, udmattet, og du har bare brug for at sidde ned, slappe af og nyde stilheden lidt. Du er ikke i humør til at snakke. Du er sulten, men ignorerer det, fordi du har mere brug for at falde ned. Du vil bare være alene i 5 minutter, så du kan samle dine tanker og få ro. Men hvert andet minut, spørger din bekymrede partner: “Har jeg gjort dig vred? Har jeg gjort noget forkert?” Du fastholder, at du ikke er vred, men bare har brug for ro, mens du forsøger at finde ud af et godt sted at hænge den medalje, som du er sikker på du vil modtage for ikke at kvæle dem med nærmeste sofapude.

Sådan sker det:
Tro det eller ej, de kendte din sindstilstand længe før du kastede dig på sofaen. Det er en anden forsvarsmekanisme (kan du se et mønster her?), de har lært i deres barndom. Når mor eller fars humør begyndte at svinge, skete der altid noget dårligt. Over tid lærte børnene, at disse stemninger altid var afslørende tegn på, at følelsesmæssige udbrud kunne forudses. Aske der gik forud for lava.
Først opdager barnet, selvom det er ubevidst, at før far eksploderer, begynder han at gnide sine tindinger. Barnet samler efterhånden viden om mere subtile tegn. Far udtrykker et meget blødt suk, før han siger noget nedladende. Han piller ved sin lighter, før han bliver rasende. Denne evne er udviklet, så når barnet ser det ske, kan barnet enten tage ansvar og fikse problemet, eller gøre sig selv usynlig, så barnet ikke behøver at beskæftige sig med det eller blive rodet ind i en voldsom konflikt.

Ligesom enhver anden evne er det sådan, at jo mere du bruger den, jo bedre bliver du. I årenes løb, bliver evnen ligesom vævet ind i din personlighed, og du kan ikke fjerne den uden helt at nedbryde hvem du er som person og genopbygge fra bunden. Så det er sjældent en person, der blot forsøger at kvæle deres partner med opmærksomhed fordi de har en følelse af usikkerhed. Det er vanens magt. Alarmer blinker i deres underbevidsthed, når der sker noget kritisk, og de har brug for at uskadeliggøre problemet, før det sker. Og noget kan udløse alarmen. Den mindste ændring i tonefald. Den mest subtile skift i øjenbryn, før du taler. Den måde du står på. En simpel ændring i din daglige rutine. Og det er ligegyldigt, at du ikke spasser ud sådan som din partners forældre gjorde.

Det lyder som en overnaturlig evne, men det kan være et reelt problem i parforhold, fordi den konstante afhøring og forsøget på at løse den anden persons dårlige humør kan være kvælende. Hver person skal have lov til og plads til at lufte deres stress og frustrationer, men den tanke skræmmer stadig personen, der voksede op i en dysfunktionel familie. Fordi han er vant til at netop disse ting bliver efterfulgt af aggression og had.

Man kan sige, at personen, som mærker andres følelser og stemninger er ”på andres banehalvdel” – og øvelsen der skal til for at holde op med det er, at øve sig i at ”blive hjemme”. Det tager tid og kræver tålmodighed og må læres en dag af gangen – men det kan lade sig gøre.


Se konsekvenserne som online kursus – det er gratis – klik her for at få kurset!

Terapi er ofte en nødvendighed – og som regel en hel masse af det. Men du kan starte med nogle af de bedste redskaber selv, så du ”aflærer” de dysfunktionelle mønstre, får bedre vaner og mere ro.

 

headerFor mig selv medførte opvæksten, at jeg altid var optaget af andre og meget lidt af mig selv. Det var ikke sundt, for jeg mistede på den måde kontakten til min egen ro og glæde – og dermed til meningen med det hele.

Nu hvor jeg er ude på den anden side, har jeg lavet et onlinekursus “Helterejsen”, som du kan læse mere om her – det er et godt sted at starte din rejse “hjem”