Er du et usynligt barn?

Det usynlige barn forstår eller føler – bevidst eller ubevidst – det pres familien er under. Som et resultat, forsøger de  – ubevidst – at minimere deres krav til forældre og søskende. Som et resultat, bliver de ofte overset og det udvikler følelser af ensomhed, afvisning og isolation i barnet. Det forfærdelige er, at de midlertidigt får, hvad de vil – ro i familien og måske færre konflikter – men resultatet giver dem samtidig en følelse af tomhed og at der ikke er plads til dem i verden.

Typisk bliver de rost for ikke at kræve opmærksomhed og kunne klare sig selv, lege selv og ikke støje.

Dette er barnet, som aldrig er et problem. De tilbringer formodentlig meget tid med disse aktiviteter:

– Dagdrømme
– Fantasere
– Læse
– Se TV
– Spille spil
– Lektier
– Lege alene på deres værelse
– Leger “lade som om jeg ikke er her” bag sofaen eller gardinerne
– Bygger ting med Lego eller et lignende legetøj og bliver helt opslugt af det uden at være social
– Bruger tid på biblioteket, legepladsen eller et andet sted væk fra hjemmet – ofte alene

Alle børn gør disse ting, men for det usynlige barn, er det i langt højere grad – de udmærker sig ved at være “ude af syne”, og ender med at blive ”ude af sind”. Deres lærere forsøger at få dem til at deltage mere i klassens sociale aktiviteter. Deres søskende og familie kalder dem generte, sky eller introverte. Som voksne kaldes de ekstremt introverte. Sociale aktiviteter, forsamlinger af mennesker og situationer, hvor de skal være tydelige, skræmmer dem.

De har gjort sig selv usynlige for familiens skyld og får nu, gennem deres adfærd som voksne, bekræftet at de er usynlige/uønskede/asociale.

Dette barn forventer intet og ville ikke vide, hverken hvad de ønsker sig eller hvordan de skal få det. Ironisk nok, vil deres tilbagetrækning fra både familien og dem selv efterlade dem uden kendskab til eller mulighed for at mærke, hvad de ønsker, eller hvad der er rimeligt at forvente fra livet og deres forhold til andre mennesker.

Formålet med denne rolle er også at skjule sig fra kaos, konflikt og stress i familien. Som et resultat skjuler de sig – ikke nødvendigvis fysisk, men mentalt. Ved at blive usynlige, behøver de aldrig at tage ansvar for andre – men desværre heller ikke dem selv.

Som voksen kan barnet vælge en eller begge af ​​to veje, som resultat af opvæksten. Den ene er et super uafhængigt menneske, der kan håndtere alt selv – eller tror og vil håndtere alting selv. ”Lad mig være, jeg gør det selv”. Den usynlige regel for dette barn er: ”Jeg må ikke være en byrde for nogen – aldrig. Så jeg gør det selv”.

Den anden vej kan være, at mennesket bliver socialt akavet og utilpas i selskab med andre. Hvis fokus flyttes til dem, går de i panik. De er ude af stand til at udtrykke følelser, fordi de har lært, at det ikke kan betale sig.

Hvis andre forsøger at blive venner med dem, kan de reagere ved at trække sig, få ubehag og blive bange. De ved simpelthen ikke, hvordan man indgår i sunde forhold til andre – det bliver altid for meget eller for lidt.

Disse børn har som voksne tendens til at knytte sig stærkt til kæledyr og ting snarere end mennesker. De knytter sig ikke til mange mennesker og mange af dem har kun 1 eller 2 personer, som de er tæt på. De har lært, at de selv og deres følelser er uønskede i deres familie, fordi ingen giver dem nogen opmærksomhed alligevel. Så de lukker ned og skjuler sig.

De kan have svært ved at mærke deres egne grænser og de kan være optaget af at prøve at gætte hvor andres grænser går.

Hvis de får børn, kan de blive overbeskyttende forældre og knytte sig for tæt til deres børn, så børnene på en måde bliver ansvarlige for forælderen.

Fordi dette barn aldrig har lært at skabe normale, sunde relationer, er distance tilsyneladende normen. Men det er ikke meningen, at mennesker skal leve uden social støtte og nærhed.

Desværre kan dette barn blive deprimeret og selvmorderisk på grund af deres isolation. Mange af de mennesker, der kommer i terapi med disse temaer betror mig, at de har tænkt på selvmord mange gange i deres liv.

Hvis du genkender dig selv i ovenstående, kan du komme i gang med at hjælpe dig selv med det samme! Skriv til mig på mette@metteglargaard.dk – så finder vi et tidspunkt til en samtale!