Mønstre og ansvar
Du ved godt, hvad der sker. Hvorfor kan du så ikke få det til at stoppe?
Det er ikke mærkeligt at være træt af at forstå sine reaktioner uden at kunne ændre dem. Der er forskel på at kunne forklare et mønster og at stå i det, mens det sker.
Af Mette Glargaard · Psykoterapeut og forfatter · 5 min. læsning
Det korte svar: Du står ikke uden for mønstret, når det sker
Du kan godt vide, at du siger ja for hurtigt, bliver i en samtale for længe eller igen tager ansvar for noget, der ikke er dit. Og så gøre det alligevel. Det korte svar er, at indsigt ofte kommer bagefter, fordi det gamle mønster tager over, mens du er optaget af situationen, den anden og det, du risikerer at miste.
Det er ikke et tegn på, at du ikke har forstået nok eller ikke tager dig selv alvorligt. At kunne sætte ord på et mønster er én ting. At kunne mærke det i det øjeblik, hvor du er presset, loyal, bange for at skuffe eller bare vil have ro, er noget andet. Her kan det velkendte få stor fart på.
Indsigt kan blive en måde at holde afstand på
Måske kan du fortælle en sammenhængende historie om, hvorfor du reagerer, som du gør. Du har tænkt over din opvækst, dine relationer og de situationer, hvor du mister fodfæstet. Den forståelse kan være værdifuld. Men den kan også få det til at føles, som om du allerede har forstået det, der stadig er værd at undersøge.
Når du siger: Jeg ved godt, jeg gør det, kan det både være rigtigt og en måde at komme hurtigt videre på. Hvad betyder det helt konkret denne gang? Hvad sagde du til dig selv lige før? Hvad gjorde det svært at standse? Ikke for at finde en perfekt forklaring, men for at komme nærmere den erfaring, der ellers forsvinder i den store fortælling.
Det afgørende ligger ofte lige før du handler
Et mønster viser sig sjældent som en tydelig beslutning. Det kan være det lille øjeblik, hvor du ser en besked og mærker uro. Pausen, før du svarer: Det går fint. Den tanke, der siger, at det nok er nemmere at ordne det selv. Hvis du først ser på dig selv bagefter, kan de små vendinger være svære at få øje på.
Prøv ikke at gøre øjeblikket til en eksamen. Læg i stedet mærke til rækkefølgen: Hvad skete der? Hvad håbede du at undgå? Hvad blev vigtigere end det, du selv havde lyst til? Nogle gange kan denne form for opmærksomhed gøre det lettere at se nuancerne. Du opdager måske, at du ikke bare gør det samme, men gør det af forskellige grunde i forskellige situationer.
At ville stoppe er ikke det samme som at være klar til konsekvensen
Du kan oprigtigt ønske at handle anderledes og samtidig være i tvivl om, hvad det vil sætte i gang. Et nej kan betyde, at nogen bliver utilfredse. En grænse kan gøre en relation mere usikker. At lade være med at forklare dig kan føles som at miste kontrollen over, hvordan du bliver opfattet. Det er reelle ting at forholde sig til, ikke bare forhindringer, der skal fjernes.
Det hjælper ikke altid at sige til sig selv, at man burde være modigere. Det kan være mere ærligt at spørge: Hvad er det, jeg forsøger at passe på her? Hvad frygter jeg, at der sker, hvis jeg gør noget andet? Et sådant spørgsmål gør ikke valget let, men det kan gøre det mindre uklart, hvad der faktisk er på spil.
Du behøver ikke vente på den rigtige følelse
Mange venter på at føle sig helt sikre, før de prøver noget andet. Men sikkerhed kommer ikke nødvendigvis først. Du kan være i tvivl og stadig tage en lille pause, bede om betænkningstid eller sige, at du vil vende tilbage. Det er ikke en opskrift på, hvad du skal gøre, men en mulighed for at nå at opdage, hvad der sker, før du reagerer som plejer.
Det er ikke altid behageligt. Måske kommer der irritation, skyld eller en stærk trang til at få alting til at glide igen. Det betyder ikke i sig selv, at du har valgt forkert. Det kan være uvant at opdage, at du kan mærke en følelse uden straks at lade den bestemme, hvad du gør.
Små konkrete situationer siger mere end store planer
Vil du forstå, hvad der sker, så begynd med én konkret situation i stedet for at lægge en stor plan om at blive anderledes. Måske den seneste samtale, hvor du blev stille. Måske et møde, hvor du tog over, før nogen bad dig om det. Beskriv situationen så enkelt som muligt: Hvad skete der, hvad gjorde du, og hvad lagde du mærke til bagefter?
Det kan være fristende straks at vurdere, om du håndterede situationen godt nok. Vent lidt med den vurdering. Først kan du se efter, om der var et punkt, hvor du havde en anden mulighed, også selv om den kun varede få sekunder. Ikke for at placere skyld, men for at få øje på, hvor du fremover kan møde dig selv lidt tidligere.
Når du forstår meget, men savner et sted at undersøge det
Det kan være ensomt at være den, der altid kan forklare, hvad der foregår. Andre kan endda se dig som den reflekterede, der har styr på det. Men refleksion kan blive trættende, når den ikke giver dig adgang til det, du længes efter: at kunne blive i en svær samtale, mærke en grænse eller træffe et valg uden straks at tilsidesætte dine egne behov.
Det behøver ikke betyde, at noget skal løses hurtigt. Nogle gange er et næste skridt, der faktisk hjælper, at være nysgerrig på den konkrete situation frem for at kræve, at du skal være anderledes. Du kan tage din erfaring alvorligt uden at gøre den til en dom over, hvem du er. Det er en mere rolig, men ofte mere krævende måde at begynde på.
Når det giver mening at undersøge det sammen med nogen
Hvis du genkender, at du forstår dine mønstre, men mangler et sted at undersøge dem, i de situationer, hvor de viser sig, kan en samtale være relevant. Mette Glargaard er psykoterapeut og forfatter med 20 års erfaring. Hun arbejder oplevelsesorienteret og eksistentielt, og alle samtaler foregår online.