Følelsesmæssig incest

Incest er det ord, vi bruger til at beskrive et forhold mellem forældre og børn, hvor det er børnene der bliver ansvarlige for de voksnes seksuelle behov og roller.  Når den voksne bruger barnet til at tilfredsstille sine seksuelle behov og forventer, at barnet udfylder den rolle, som en anden voksen skulle have i den intime relation.

Men nu må vi introducere følelsesmæssig incest. Et nyt begreb i Dannmark, men bestemt ikke en ny oplevelse for de mange, der har været udsat for det – og der er mange.

Mental voldtægt

Incest er ikke alene noget seksuelt og fysisk. Når et barn udsættes for seksuel incest, bliver barnet også altid udsat for følelsesmæssig incest – men nu ved vi, at den følelsesmæssige incest tit står alene. Når den voksne forventer, at barnet dækker den voksnes følelsesmæssige behov og indtager en voksens rolle i forholdet til forældreren, så kaldes det følelsesmæssig incest eller psykisk incest.

Følelsesmæssig incest er ligeså skadelig for barnet, som den fysiske incest. Der er nogle voldsomme og livsforandrende konsekvenser, som barnet tager med sig ind i voksenlivet.

For eksempel er der ikke plads til barnets egne behov, hvilket betyder, at barnet vokser op og bliver et menneske, som ikke kan mærke sine egne behov, fordi behovene er blevet undertrykt og gjort ubetydelige eller ligefrem uvelkomne. Den voksnes behov har fyldt så meget, at barnet har lært, at egne behov er uvæsentlige og andres behov skal dækkes først.

Manglende grænser

Desuden er det ikke ok at sige nej, sige fra og sætte grænser i denne slags familier. Ikke at børn kunne finde på at sige nej til deres forældre – det er yderst sjældent i de familier, hvor følelsesmæssig incest forekommer, men de viser nej med deres kropssprog og attitude. De viser, at de ikke har lyst til at gøre, hvad der bliver forventet af dem. De signalerer, at det der sker, ikke er rart for dem. Ofte med subtilt kropssprog, som sunde voksne kan og vil aflæse – og respektere. I familien med følelsesmæssig incest bliver det hverken set eller respekteret.
For den psykisk incestuøse forælder fylder egne problemer og smerte så meget, at der ikke er plads til eller overskud til at aflæse og respektere barnets grænser.

Det betyder, at barnet vokser op og bliver en voksen, som har svært ved at sige fra og sætte grænser. Kombineret med den manglende evne til at mærke sig selv, har vi så et voksent menneske, som sjældent eller aldrig sætter grænser eller stiller krav, som ikke kan mærke hvad der er lyst eller ulyst til, som lever efter, at i nære relationer med andre voksne, skal den andens behov dækkes før ens egne.

Samtidig har det menneske ikke selv fået dækket sine behov og vil derfor hele tiden søge at få dækket sine behov hos andre. Personen har lært, at ”jeg må ikke dække mine egne behov, men kun de andres”, så han eller hun er ude af stand til at dække sine egne følelsesmæssige behov og må konstant søge ude i de nære relationer for behovstilfredsstillelse. Det er også indpodet, at ”mine behov er ubetydelige og jeg kan ikke forvente at få dem dækket”. Det kan føre til, at mennesket vil søge relationer, hvor hun/han kan dække den andens behov, men hvor deres egne sjældent selv bliver dækket. Dermed bliver han/hun den perfekte, men ulykkelige hjælper.

Når disse mennesker får børn, får de tit videreført den følelsesmæssige incest, fordi der simpelthen ikke er overskud til at være en ordentlig forælder med overskud og overblik – hvor skulle de have fået det fra?!

Eksempler på følelsesmæssig incest

Følelsesmæssig incest sker i mange familier – men jeg hører i min praksis oftest om det fra voksne, som har været børn i en familie, hvor den ene forælder var kronisk syg – fysisk, psykisk eller begge dele.

Ulf

Ulf fortæller: ”Min mor var deprimeret og lå i lange perioder i sengen og græd og havde et ulykkeligt udtryk i ansigtet. Vi fik besked på at liste stille rundt, fordi hun var overfølsom overfor lyde og havde brug for at sove. Jeg fik ikke lov til at tage kammerater med hjem, men kunne heller ikke tage hjem til andre, fordi mor havde brug for, at jeg var der.

Jeg sad ofte på sengekanten og holdt hendes hånd og trøstede hende. Jeg sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde til mig, at jeg var den eneste der forstod hende og bekymrede sig om hende. Når jeg forsøgte at sige, at det gjorde far også, så vendte hun blot hovedet væk. Det var tydeligt, at hun virkelig mente, at jeg var den eneste, der tog hendes sygdom alvorligt.
Det blev en måde at leve på. Mor kom først, det var vigtigst at tage mig af hende frem for at være sammen med kammerater. Hun kunne jo ikke gøre for det.

Far blev tit vred på mig og skældte mig ud for ikke at passe min skole, da jeg blev større, men det var jo vigtigere at passe mor. Jeg tror også, at far måske var lidt misundelig over, at mor og jeg var så tætte. Vi talte om alt, når jeg sad der på sengekanten. Eller hun gjorde. Jeg havde jo ikke så meget at fortælle ud over hvad jeg lavede i skolen.
Når hun i perioder havde det godt, gik meget af min tid med at gøre hende glad og prøve at holde hende glad, så hun ikke røg ned i depressionen igen.”

Ulf synes som voksen ikke umiddelbart, at han havde lidt afsavn – tværtimod. Han havde haft et tæt forhold med sin mor og havde spillet en vigtig rolle i familien, som sygehjælper og humørspreder.
Det var først da han blev sidst i 20’erne, at han begyndte at mærke, at der var noget galt. Han kunne ikke mærke hvad han havde lyst til. Han kunne ikke sige fra, når nogen overskred hans grænser og han var gået ned med stress et par år før, fordi hans arbejde som var supervigtigt. Han blev ved med at falde for kvinder, som var krævende og ustabile. Han kom i min klinik, fordi han var stresset igen og bange for at ryge ind i en depression ligesom sin mor og ende som kronisk syg.

Line

Et andet og meget relevant eksempel er Line, som fortæller om sin far, der var alkoholiker:

”Mor og jeg vidste aldrig hvilket humør far var i, når han kom hjem. Nogle dage kom han hjem og var i strålende humør og så var det bare om også at være det for ikke at ødelægge det, så der blev en dårlig stemning derhjemme. Hele familien må have lignet dansescenen i Snehvidefilmen, når vi havde det sådan. Alt dårligt blev blæst væk og vi grinede og pjattede.
Hvis nogen formastede sig til at være i dårligt humør på sådan en dag – og det var som regel enten min bror eller jeg i teenageårene – så fik vi besked på, at vi var sabotører af den gode stemning.

Hvis han kom hjem og var i dårligt humør gjaldt de samme regler – vi gik på æggeskaller og passede på hvad vi sagde, fordi han kunne fare i flint over den mindste ting eller bryde grædende sammen, siddende på gulvet i køkkenet og sige, at ingen kunne lide ham. Så skulle vi alle sammen trøste ham.
Min bror prøvede engang at sige til ham, at han var sabotør af den gode stemning for at give ham hans egen medicin, men han græd bare endnu mere og gav os ret og sagde, at han var en dårlig far og at vi sikkert var bedre tjent uden ham.
Hvis han kom sent hjem, vidste vi trods alt, at der var stor sandsynlighed for, at han var fuld og så skulle han blot gelejdes ind i stuen, hvor han ville dejse om på sofaen og falde i søvn.

Da jeg blev teenager, følte jeg, at jeg måtte mødes med kærester i smug, fordi min far var så grov overfor dem. Han synes selv han var sjov, men han var nedladende og væmmelig. Det var som om ingen drenge var gode nok eller fine nok til mig. Da jeg første gang ville flytte sammen med en mand, fik jeg dårlig samvittighed, fordi jeg vidste, at far ville komme til at mangle mig, når han havde det svært.”

Line kom i terapi fordi hendes mand havde fået en svær og langvarig depression og det sled på hende, men hun følte ikke, at hun kunne forlade ham. Det var et voldsomt dilemma. Line havde ikke selv set den røde tråd i at hun var ”en, der tog sig af” på bekostning af hende selv og det var en brat opvågnen.

Tabuet

Følelsesmæssig incest er meget mere almindelig end vi er klar over. Der er to grunde til at vi ikke taler så meget om det.
Den ene er at der er pinligt, at man har været et offer – det er den samme skam og tabuisering, som ofre for incest rammes af. Selvom det er tydeligt for enhver, at her har barnet ingen skyld og behøver ikke føle skam, så tager de fleste incestofre skammen på sig og kæmper med den i mange år.

Spørgsmålet: ”Kunne du ikke bare have sagt nej?” udløser en storm af skyldfølelse over, at det mest indlysende ikke var spor indlysende, mens man stod i det. Og hvor skulle man have lært det? Som regel er partneren til den incestuøse en rigtig god facilitator, som enten ved hvad der foregår, men lukker øjnene, eller som slet ikke opdager det der sker.

Når Ulf sidder på sengekanten så ofte, kan hans far godt se, at den er gal, men i stedet for at tage snakken med moren, bliver faren vred på Ulf. Han forhindrer ikke hendes klyngen sig til sønnen – måske fordi han selv ikke aner, hvad han skal stille op med sin syge kone. Han har ikke noget alternativ og holder derfor mund. Det fritager ham dog ikke for ansvar.

Ingen griber ind

Den anden grund handler om tvivl. Eftersom det meget sjældent sker, at nogen griber ind, bliver barnet som voksent i tvivl om rigtigheden af følelsen af at noget var galt. ”Når ingen råber op, stritter imod eller gør indsigelser, kan det være, at det er mig, der er gal på den.” Det kan være vældig svært at holde fast i sig selv, også fordi mange af de børn, som har oplevet følelsesmæssig incest, mødes med svære og ulogiske spørgsmål, når de forsøger at tale om det de har oplevet.

Desuden bliver mange, der prøver at tale om det, konfronteret med spørgsmål som ”Blev du da slået? Blev du misbrugt seksuelt?” og svarer man nej til dette, så konkluderes det nemt, at ”så var det nok ikke så slemt”.

For Ulf kunne det f.eks. være, at han fik spørgsmålet: ”Jamen, blev du tvunget til at sidde ved din mors sengeleje?” Nej, det gjorde han ikke. Han valgte det selv, men havde han kunnet mærke, at han var fri til at vælge noget andet – sig selv i stedet, så havde han nok gjort det.

Kriterier for følelsesmæssig incest

Her er nogle kriterier for, om man har været udsat for følelsesmæssig incest. Du kan prøve at se, om du passer ind på tre eller flere:

1.  Jeg var kilden til følelsesmæssig støtte for en af mine forældre

2.  Jeg fik den opfattelse, at min forælder ikke ønskede, at jeg giftede mig eller flyttede langt væk hjemmefra

4.   Mine kærester var ikke gode nok for en eller begge mine forældre

5.   Jeg følte, at jeg måtte tilbageholde mine egne behov for at beskytte min forælder

6.   Jeg følte mig helt eller delvis ansvarlig for mine forældres lykke

7.   Jeg følte mig nogle gange invaderet af en forælder

8.   Min forælder havde urealistiske forventninger til mig

9.   Min forælder var optaget af misbrug, arbejde eller andre interesser fremfor mig

10.   Min forælder opførte sig som og opfattede sig som min bedste ven

Loyaliteten i incestfamilien bliver også et problem senere i livet – barnet bliver opdraget til at holde på hemmeligheden i stedet for at tage sig selv alvorligt og være autentisk. ”Det er vores lille hemmelighed”, ”Det bliver mellem os, kun vi to forstår det”, ”Vi er noget særligt, os to” og andre lignende sætninger, som umiddelbart kan virke uskyldige, giver barnet en forståelse af, at uden alliancen med forælderen, er barnet fortabt og vil ikke blive forstået eller taget imod ude i verden.

Fremadrettet

Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg tror vi kan gøre ved det. Men ærligt talt tror jeg ikke der er ret meget at gøre. Mange af disse børn opdager ikke, at der er noget galt, før de kommer et godt stykke ind i voksenalderen. Man kunne lave tvangsferier for børn med psykisk syge forældre, hvor man styrker børnenes relation og deres selvbillede, men mange af de forældre, der udøver følelsesmæssig incest har ikke engang en diagnose og så er det svært at gribe ind – børnene bliver ikke voldtaget, slået og ser sunde og raske ud og laver deres lektier – så der er ikke grundlag for bekymring hos de voksne, der ser børnene i hverdagen.

Det vi kan gøre, er at forstå, at når et menneske føler sig udsat for noget urimeligt, er det ikke vores opgave at vurdere om det er sandt eller ej, men simpelthen lytte, rumme og støtte. Forhåbentlig vil det voksne barn selv mærke, at det er en god idé at søge hjælp og få bearbejdet oplevelserne, så de ikke bliver givet videre ned gennem generationerne.

Du kan læse en personlig skildring af følelsesmæssig incest i bogen “Poul Glargaards datter”.

Bogen “Det alt for dygtige barn – en bog om følelsesmæssig incest” har fået meget flotte anmeldelser af både private og fagfolk.

Du kan købe bøgerne på Saxo.com