Selvværd, selvtillid og selvfølelse

Hvad er selvværd egentlig, og hvordan arbejder man med det – kan man overhovedet få et bedre selvværd?

Selvværd kan ikke stå alene – vi er udstyret med flere grunddele i vores personligheds ”kerne”, som bliver eller ikke bliver stimuleret igennem livet.

For lige at få begreberne på plads:

Selvfølelse er, når du kan mærke hvad du føler – altså at du kan mærke, når du er vred, ked af det, glad, forvirret eller bange.

En del mennesker bliver opdraget til ikke at mærke, hvad de føler, fordi følelserne er uønskede ifølge forældrene.

Forældrene kan eksempelvis vise det ved, at barnet bliver sat ind i et andet rum, når det er ked af det eller viser vrede, eller barnet bliver skældt ud eller ignoreret.

Som regel handler dette om at forældrene selv har svært ved at tackle de følelser. Det betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig skal irettesætte sine børn eller skælde dem ud! Men du kan tænke over, hvordan du kan vise dine børn at det er ok at vise de følelser de har og blive rummet. Du behøver ikke “gøre” noget, blot være til stede og acceptere, at lige nu er dit barn vredt eller ked af det.

Men vrede og sorgfølelser bliver tit afvist og derfor – og fordi det er følelser, der er for svære at bære for barnet alene, så undertrykkes de simpelthen. Barnet kommer til at føle sig forkert og lukker af for dem. Problemet med at lukke af for følelserne er, at hvis man ikke kan blive rigtig gal/ked af det, kan det også være svært at blive rigtig glad. Følelserne hænger sammen. Det er også derfor “Du skal bare altid sige noget positivt til dig selv, så bliver alting godt”-metoden ikke har særlig langtidsholdbar virkning – der skal være plads til det hele.

Kan du mærke, når du bliver vred, eller ked af det? Ikke flere timer eller dage efter, men mens det sker – og ved du, at det er vrede eller sorg du føler – kan du identificere følelsen? Så har du selvfølelse. Det samme gælder naturligvis for glæde! At du kan mærke dine følelser betyder ikke altid, at du tager dem alvorligt og handler ud fra dem, men det er et andet emne.

Selvværd vil sige, at du ved at du er 100% ok – altså at du ved og kan mærke, at du er et godt menneske, som fortjener at blive elsket og respekteret.
Det er vi alle sammen, men hvis du gentagne gange i barndommen og senere i voksenlivet bliver afvist af andre, på grund af handlinger, følelser og udtalelser, så kommer du nemt til at føle, at du ikke er ok. Og da vi ikke fra starten automatisk er udstyret til at bearbejde afvisninger, så vokser vi op med en ubevidst skyldfølelse og viden om, at vi ikke er gode nok.

Fortjener du at blive elsket altid med alt, hvad du indeholder? Betingelsesløs kærlighed eksisterer for mange mennesker desværre kun på film.

Betingelsesløs kærlighed betyder ikke, at din partner accepterer uhensigtsmæssige handlinger fra din side, hvis du slår, svigter eller på anden måde har et selvhad, der går ud over din partner. Hvis du slår din partner, fortjener du stadig at blive elsket, men din handling er ikke ok – der kan altså skelnes mellem handlinger og personlighed.

Selvtillid betyder, at du tør vise, hvem du er og bruge dine kompetencer til at forfølge dine drømme. For eksempel er det selvtillid du bruger, hvis du skal holde foredrag for en stor forsamling, eller når du skal til en vigtig jobsamtale.
Tør du blande dig i en diskussion i forsamling med mennesker du ikke kender? Så har du sandsynligvis selvtillid.

Du kan sagtens have selvtillid uden at have selvværd, men det er sjældent at det modsatte er tilfældet – jeg har endnu ikke oplevet det.

Du kan godt arbejde med at højne dit selvværd – og det er derfor begreberne lige skal defineres.
En af måderne til at højne selvværdet er nemlig at øve dig i selvfølelse – og dernæst vise dig selv og omverdenen dem, så du står ved dig selv og dine følelser. Det vil give dig bedre selvværd.

Hvis du for eksempel oplever at blive såret over et eller andet, der bliver sagt til dig, er øvelsen at du mærker efter, hvordan det føles at være såret. Så fortæller du modparten hvordan du har det, f.eks. ”Jeg følte mig såret, da du kommenterede min påklædning”.

Det du vil opleve er, at når du står ved sig selv, begynder andre også at tage dig alvorligt højere grad, både i privaten og på arbejdspladsen. Der er ingen, der siger det er nemt, men det kan godt lade sig gøre, og det er indsatsen værd.

De fleste af os går rundt med selvværdsudfordringer i en eller anden grad, og måske vil du altid have en snert, så du kan mærke det, men du kan godt komme dertil, hvor du ikke er styret af lavt selvværd.

Lavt selvværd vil have indflydelse på ens arbejdsliv, parforhold og ambitioner i livet, og når du skal til at arbejde med det, kan det være svært både for dig selv og omgivelserne.
Derfor er det en god idé at fortælle dine omgivelser dels, at de skal regne med forandringer og dels, hvordan du gerne vil have at de støtter dig. Det er ikke sikkert, de kan eller vil støtte dig, men det er vigtigt at de ved, hvad du forventer af dem, og at du selv ved, hvem du kan regne med, når det bliver svært.

Læs mere i bogen “Selvværd for begyndere”, som du kan købe her!

God arbejdslyst!

Mette Glargaard – foredragsholder, forfatter og psykoterapeut – skriv til mig på mette@metteglargaard.dk når du er klar til at arbejde med det som ikke virker i dit liv – jeg er her for at hjælpe dig!