Skal jeg droppe alkohol?
January 31, 2013
Hvorfor siger han sådan?
February 12, 2013

Hvordan skriver jeg farvel til min far?

Kære Mette

Jeg har læst din bog “Poul Glargaards datter” og er med den blevet helt sikker på, at jeg skal afbryde kontakten til min far. Jeg har gået og tumlet med det i lang tid, men synes at jeg mest får en feedback fra omgivelserne der handler om manglende forståelse for hans grænseoverskridende adfærd. “Jamen han slår dig jo ikke!” og “I må da kunne snakke om det!”
Jeg har gået i terapi i flere år og lært at sætte grænser og sige fra, men han respekterer det simpelthen ikke og jeg oplever, at jeg gang på gang bliver ked af det, oprevet og i dårligt humør i flere dage, når jeg har været sammen med ham.

Jeg har skrevet en længere smøre til dig om hvad jeg oplever at han gør, men det vil jeg bede dig om ikke at tage med i brevkassen, da jeg er bange for at “blive opdaget”. Udover det, må du meget gerne bringe mit brev, for jeg tror ikke jeg er alene med mine kvaler.

Mit spørgsmål til dig er: Hvordan skriver jeg et brev til ham, som afbryder kontakten på en sober måde, men også en måde så jeg er sikker på, at han respekterer det?

På forhånd mange tak – og tak fordi du er stået frem!

Kram LL

———————————————-

Kære LL

Pyyyha, det er nogle voldsomme ting du skriver til mig, at din far gør. Selvom han ikke er seksuelt eller fysisk invaderende, så er han i den grad følelsesmæssigt invaderende og grænseoverskridende. Tillykke med at du har fundet styrken i dig selv til at sætte den ultimative grænse.

Ud fra hvad du skriver, må jeg dog indrømme, at jeg ikke tror han vil respektere dit ønske om tilbagetrækning. Så det er næsten ligegyldigt hvad du skriver.

Gør det kort og helt tydeligt – f.eks.:

Far,

Jeg oplever dig som grænseoverskridende og invaderende og jeg kan ikke finde ud af at holde dig ude og få dig til at respektere mine grænser. Derfor kan og vil jeg ikke længere have relationen til dig i mit liv og jeg vil bede dig respektere dette og holde dig væk fra mig og dem jeg holder af.

LL

Skriv ud fra dit hjerte og det du oplever, så du holder ansvaret hos dig selv. Men hvad mere er – bed dine omgivelser om at passe på dig i nogle måneder frem. Få dem til at tømme post for dig og se til, at eventuelle breve fra ham ikke kommer dig i hænde.
Du skal have fred til at fordøje det store skridt du tager – og du skylder ham ikke noget, husk det 🙂
Hvis han ringer, så bare luk for opkaldet med det samme. Kommer du til at tage den, så læg på uden at sige noget, så snart du hører at det er ham. Ligesådan hvis han får andre til at ringe til dig på sine vegne. Blokér hans nummer, blokér ham på Facebook, så du får fred. Du har ret til at vælge dig selv til – også selvom det betyder, at du vælger ham fra.
Giv dig selv noget egenomsorg og hav regelmæssige tider hos din terapeut, som du er glad for, så du får mest mulig støtte.

Pøj pøj med det!

Bedste hilsner

Mette