Er min kone narcissist?
October 28, 2013
Min mand bliver frustreret af at lytte til mig =(
September 27, 2014

Kan du hjælpe min mand?

Kære Mette

Jeg skriver til dig, fordi min mand ofte får raserianfald. Lige pludselig bliver han rasende over noget – det behøver ikke være noget stort. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vi har to børn sammen og han bliver også rasende på dem. Når han raser, kalder han dem alt muligt: uduelige, dovne, slappe og dumme. Det samme sker med mig – jeg får også det glatte lag ind imellem.

Jeg er utrolig ked af at det er sådan og jeg synes ikke mine børn skal opleve dette, men jeg elsker ham og jeg vil gerne have, at han skal arbejde med sit problem – han kan tydeligvis ikke styre sit temperament. Hvordan får jeg ham til at gå i terapi – og vil det hjælpe?

Mange hilsner

Den frustrerede kone

—————————————–

Kære frustrerede kone

Det lyder ualmindeligt ubehageligt! Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke synes, at jeres børn skal opleve deres far være så magtesløs, som man er, når man hidser sig op på den måde.

Jeg er dog nødt til at sige til dig, du har fokus det gale sted. Hvis din mand ønsker at gå i terapi og arbejde med sit temperament, så må han selv tage beslutningen og lave en aftale med en terapeut – det er IKKE din opgave.

Din opgave er, at passe på dig selv og dine børn. Jeg læser at du skriver, at du ikke synes at jeres børn skal opleve dette, men hvad med dig? Synes du, at jeres børn skal opleve at DU – som deres rollemodel – finder sig i det?

Jeg vil foreslå dig, at næste gang det sker, så tager du – ligeså stille og uden drama, vrede eller straf – jeres børn i hænderne og går en tur – væk fra ham. Det er de færreste, der fortsætter med at råbe og bruge nedladende navne om andre i fuld offentlighed.

Måske kan du ikke lave om på ham, men du kan lave om på den måde du reagerer på. Når du bliver i det og lader jeres børn blive i det, så er du med til at gøre hele familien til ofre og din mand til en krænker – ingen af jer fortjener det. Du må gå så SNART der er det mindste optræk til råben og du må meget gerne fortælle ham allerede nu – og mens børnene hører på det, at det er det du vil gøre. Sig det gerne med kærlighed – for eksempel: “Hverken du, jeg eller børnene fortjener at opleve de situationer, hvor dit temperament løber af med dig, så når det sker igen, vil jeg gå tur med børnene. Vi går så snart råberiet starter og er væk en halv time, så du kan køle ned. Jeg vil ikke diskutere med dig i de situationer, det kommer der ikke noget sundt ud af, så i stedet vil jeg fremover passe på børnene og mig og gå væk fra dig.”

På den måde tager du den magt tilbage, som du har givet ham og er ikke længere hjælpeløs. Og din mand bliver forhåbentlig ansporet til at lære nye måder at få afløb for sin magtesløshed, når han mærker, at han ikke får lov til at blive krænker. Det er det kærligste du kan gøre i den situation.

Held og lykke

Mange hilsner
Mette

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (No Ratings Yet)
Loading...